Havekalender oktober → Det skal du lave i haven i oktober
September går på hæld, og du skal nu finde ud af, hvad du skal lave i din have i oktober. Vi har derfor månedens havekalender oktober klar til dig. Haven er nemlig stadig vågen og i vigør, så ifølge vores havekalender er der fortsat masser af arbejde at give sig i kast med. Det sikrer, at din have er godt klædt på til de kommende måneder.
I oktober gør vi både haven klar til at hvile sig i vintermånederne samt parat til en ny frisk start i foråret. Her kommer vi med gode råd og anbefalinger til, hvad du kan lave i haven i oktober. Ud fra vores tips kan du lave din helt egen havekalender, som du kan følge år efter år. Lad os kigge på, hvad du kan lave i din have i oktober.
Gå i gang med at plante en ny hæk
Er der brug for en ny hæk, er det optimalt at plante en helt ny nu, da jorden stadig er varm. Barrodsplanter er på vej i dvale, men får de bedste vækstforhold ved at blive plantet i efteråret. Planterne begynder nemlig at lægge deres ressourcer mod ny rodvækst, før de går i dvale. Det kan de gøre, fordi de ikke kæmper med tørke og varme.
Hækplanterne får altså et forspring, når de har hele to sæsoner med milde temperaturer – efteråret og det kommende forår – inden de skal kæmpe med sommerens varme temperaturer. Desuden vil vinteren hjælpe den nye plante med at udvikle et robust rodsystem, der gør den mere modstandsdygtig overfor hårde vintre med lave temperaturer.
Rengør dit drivhus
Haven i oktober byder også på rengøring af drivhuset, så det er klar til næste års dyrkning af afgrøder. Dit drivhus er højst sandsynligt næsten tomt på dette tidspunkt. Men sørg for at ordne det på en solrig dag, så de få planter, der stadig er i drivhuset, kan stå udenfor, mens du ordner det. Brug tiden i drivhuset på at rengøre, rydde op og omorganisere det.
Ved rengøring af dit drivhus er det en fordel at vælge en dag, hvor det lufter lidt, så det tørrer hurtigt. Start med at fjerne eventuelle alger. Derefter vasker du drivhusglasset grundigt både indendørs og udendørs. Når du rengør dit drivhus, sikrer du et optimalt lysindfald, mens du samtidigt kommer skadedyr og sygdomme til livs.
Derudover bør du kigge på, om der skal ryddes op og eventuelt omorganiseres i drivhuset. Herved er du sikret et godt arbejdsmiljø samt dine planter de bedste vækstbetingelser, når sæsonen i drivhuset igen går i gang.
Kom i gang med udplantningen
I haven i oktober vil frosten typisk så småt sætte ind. Du bør derfor gå i gang med at placere frostfølsomme planter i dit rengjorte drivhus eller et andet frostfrit sted.
Inden du sætter planterne ind, skal du tjekke dem for skadedyr som eksempelvis bladlus. Fjern desuden alt dødt plantemateriale for at holde planten fri for svampesygdomme. Sidst men ikke mindst skal planterne stå med en god afstand mellem sig for at give dem luft nok samt minimere risikoen for sygdom.
Mens nogle planter skal sættes ind, skal andre planter plantes i haven i oktober. Plant dine hvidløg nu og høst til næste sommer. Hvidløg specielt drager nemlig fordel af en kølig måned med lavere temperaturer for at modnes. Du kan plante hvidløgene direkte i jorden, hvis den ikke bliver fyldt med vand i vintermånederne. Alternativt kan du plante dem i potter, som står udendørs.
Husk at købe hvidløg, der sælges specifikt til plantning. Hvidløg købt i supermarkeder kan være behandlet for at hæmme spiring.
Tiden er kommet til at høste nødder, æbler og kål
Det er en dejlig tid at gå i haven i oktober, da det også er tiden til at høste både nødder, æbler og kål. I forhold til æbler er det absolut sidste udkald for at få plukket årets æbler. Har du mange æbler, kan du bruge dem til at lave en skøn æblemost eller en sund snack i form af tørre æbleringe. Æbler gør sig også godt i en æblekage, desserter og gryderetter.
Samtidigt skal du høste og bruge alle de mange slags kål her i oktober, du har plantet. Når du høster dem, bør du notere ned, hvor de forskellige typer af kål har stået. De skal nemlig have en ny placering, hvis du har intentioner om at plante kål igen til næste år. Der skal helst gå mindst fem år mellem plantning af kål på samme sted for at mindske risikoen for kålbrok.
Nøddesæsonen er ligeledes på sit højeste i haven i oktober. Det ved egern og mus også. Hvis du skal nå at have din andel i hus, er det bare med at komme i gang med at indsamle nødder.
Havekalender oktober = Frøjagten sætter ind
Mange planter begynder at lukke ned i de koldere måneder. Det er derfor et godt tidspunkt at samle frø fra din have. Ligesom du kan opdele eksisterende planter, er det at samle frø en fantastisk måde at få masser af nye planter på helt gratis – og det er endda lettere, end du måske tror.
Når du skal samle frø, er det bedst at vælge en tør dag, hvor det ikke blæser. Alt hvad du skal bruge er en beskærersaks til at klippe frøhovederne af, papirposer eller kuverter til at opbevare dem i samt en kuglepen. Kuglepennen skal du bruge til at skrive hvilke frø, der er i posen eller kuverten. Brug aldrig plastikposer, da de kan indeholde fugt, hvilket er frøenes værste fjende.
Er du usikker på, om frøhovederne indeholder fugt, bør du lægge dem til tørre i et par dage, inden du lægger dem i posen. Når de er tørre og kommet i en papirpose, skal de opbevares et tørt og køligt sted, indtil de skal plantes.
Disse planter er ideelle at høste frø fra om efteråret: Hjulkroner, sæbeurt, morgenfruer, tallerkensmækkere og valmuer.
Flere gode tips til haven i oktober
Der er flere gode tips i havekalender oktober, for tiden er også kommet til, at der skal ryddes op i haven. Haveoprydning er afgørende for jordens sundhed, mens det også er en tidlig start på næste års have. Har du ikke en kompostbunke, er det nu du kan starte en op. Du skal nemlig i gang med at fjerne alle planterester fra eksempelvis din urtehave og smide det i kompostbunken.
Det kan være meget fristende at lade nedfaldne blade ligge på græsplænen, terrassen og gangarealer. Men din græsplæne har bedre af, at du river dem sammen og fjerner dem. Det forhindrer, at der samles store mængder vand, som kan skade din græsplæne. Terrasser og gangarealer bør ligeledes være fri for blade, da de skaber glatte overflader. Du kan også med fordel give dine fliser en gang fliserens og imprægnering, så de holder sig pæne over vinteren. Når du alligevel er i gang med at rense og fjerne blade, så glem ikke dine tagrender.
Er du ikke fan af at slå græs, kan du glæde dig over, at det er sidste gang i år. Du bør indstille klippehøjden til seks centimeter. Plænen får nemlig de mest optimale vækstbetingelser i løbet af efteråret og vinteren med denne højde.
Dine havemøbler af træ står også for skud. De skal enten dækkes over eller sættes ind i et skur eller lignende. Har du blomsterpotter, der ikke tåler frost, skal de ligeledes sættes til opbevaring et frostsikkert sted.
Derudover skal du have styr på den sidste ukrudtsbehandling. Når du fjerner det ukrudt, der er tilbage i din have i oktober, kommer du de frø til livs, der ellers vil producere hundredvis af nye ukrudtsplanter til næste år.
For at dine haveredskaber kan holde i mange år, og er en fornøjelse at arbejde med, bør du rengøre dem grundigt og oliere dem, inden du sætter dem til opbevaring over vinteren.
Få hjælp af en havemand
Er haveopgaverne for omfattende, så kan du altid få hjælp. Book en havemand i nogle timer til forefaldende havearbejde. Han kan hjælpe med det hårde arbejde og sikre at du kan gå vinteren i møde med god samvittighed.
Haven kræver stadig arbejde i oktober
Det er vigtigt, at du stadig passer og plejer haven i oktober. Herved gør du ikke kun din have klar til den kommende vinter. Det sikrer også, at det bliver ekstra nemt at komme i gang med at ordne og nyde din have, når vi når til foråret. Du kan vælge og vrage mellem disse forskellige opgaver alt efter, hvad der passer til din have.
Det kan virke uoverskueligt at finde ud af, hvad der er bedst at gøre i hver enkelt måned på året. Men med denne havekalender kan du altid lave en tjekliste, så du er sikker på, at du ender med at få ordnet det hele på det rette tidspunkt. Du kan ligeledes lave din egen havekalender, så du er forberedt til næste oktober.