I vores havekalender får du gode råd til, hvad du kan give dig i kast med i din have måned for måned. Du kan følge vores anbefalinger, planlægge din egen havekalender og justere den år for år. Her tager vi et kig på haven i september, som både være solrig og regnfuld. Vi håber på en fornuftig fordeling.
Det skal du lave i haven i september
Sommeren er officielt slut og de næste måneder skal vi gøre haven klar til efterår og vinter. Dagene bliver langsomt kortere og temperaturen falder. Inden længe er haver og større landskaber klædt i røde, gule og brune farver og skoven dufter noget så skønt. Selvom vejret kan variere meget i september, er haven værd at bruge tid på. Vent derfor med at pakke haveredskaberne væk lidt endnu, da meget havearbejde stadig kan nås.
Som haveejer er der nemlig stadig masser af opgaver, du kan gå i gang med i haven i september. For at opretholde en sund og smuk have, er du nødt til at pleje den året rundt. Når årstiderne ændrer sig, vil din have kræve forskellige former for havearbejde.
Høst frugt og grøntsager i køkkenhaven
Forhåbentligt har du haft en vellykket sommersæson med frugt og grøntsager i din køkkenhave. Er det tilfældet, skal du høste de sidste frugter af dit arbejde den kommende tid. Du bør sørge for at høste frugt og grøntsager jævnligt i haven i september, så du ender med at få så meget gavn af dit hårde arbejde som muligt.
Du kan eventuelt fryse afgrøderne ned, sylte eller tørre dem m.m., så du kan nyde din høst i længere tid og bruge det i et væld af opskrifter. Har du krydderurter, kan du eksempelvis lave en smagfuld pesto, mens moden frugt og bær kan bruges til marmelade, kompot eller kage. Det sikrer, at du når at bruge alle krydderurter og bær, inden det er for sent.
Husk at fjerne rådne afgrøder og nedfalden frugt fra jorden. Har du nogle efterårs- og vintergrøntsager samt frugter, skal du desuden huske at vande disse regelmæssigt, hvis det ikke sker helt naturligt fra oven.
Plant stauder i bede og flyt eller del eksisterende stauder
Hvis du ønsker flotte og farverige stauder i din have resten af efteråret, er det nu, du skal i gang. Her kan du nemlig med fordel plante stauder i dine bede. Har du allerede stauder, kan du eventuelt grave dem op, dele dem og flytte dem til nye områder i haven. Dette vil bidrage til at fremme blomstringen år efter år.
Husk at vande alle stauder godt, når du planter dem på ny. Det er en rigtig god idé at plante nye stauder i september – især i slutningen af måneden. På dette tidspunkt er jorden stadig varm, så de nemmere kan slå rødder.
Skift sommerblomster ud med efterårsblomster i altankasser og krukker
September er det ideelle tidspunkt at tilføje nye farverige blomster til din have. Du kan nemlig nu gå i gang med at skifte dine sommerblomster i krukkerne eller altankasserne ud med friske og smukke efterårsblomster. Det kan eksempelvis være lyng, prydkål eller græsser, som alle er meget hårdfør og tåler frost.
Husk at du bør vande dem hver dag i de første par uger. Planter du i krukker eller altankasser er det en rigtig god idé, at de har dræn i bunden. Det bedste er at vælge langtidsblomstrende og hårdføre efterårsblomster, så du kan nyde dem langt ind i efteråret og vinteren.
Husk at pleje græsplænen
Ønsker du en flot og sund græsplæne, er det vigtigt, at den bliver plejet ind i efteråret også. Er der nogle tørre eller ødelagte steder, kan du gå i kast med efterårssåning. Sørg for at rive plænen grundigt igennem inden såningen. September er den perfekte måned til at reparere din plæne, da jorden stadig er varm. Det sikrer en hurtigere fremspiring.
Udover efterårssåning er det en fordel at gøde græsplænen. Men for at gødning og vand kan trænge igennem, er det en god idé at skabe lys og luft til rødderne i græsset. Det gør du ved at pleje din plæne med vertikalskæring, hvor du fjerner dødt og tørt græs i bunden. Det får din græsplæne til at se en smule rodet ud i en periode, men med tiden vil den se markant sundere og grønnere ud.
Gå i gang med udplantning i haven
Nyd stedsegrønne planter, flotte træer og buske m.m. i din have næste år ved at plante forårsplanter allerede nu. September er en god måned til at tilføje buske, træer og stedsegrønne planter til din have. Det kan være alt lige fra roser til hortensiaer til andre planter, træer og buske. Du kan endda gå i gang med at plante frugttræer og frugtbuske samt lægge forårsløg.
Dog er det vigtigt, at du grundigt undersøger, hvad der kan plantes i haven i september. Kig efter om der er nogle planter, der tåler efterårsvejret bedre end andre. Det vil nemlig være meget ærgerligt, hvis du bruger en masse tid i haven uden at se det komme til live næste forår.
At gå i gang med udplantningen allerede nu og se tingene formere sig i haven, vil ikke kun give dig mere nydelse men også sikre, at du sparer penge. Det vil i sidste ende også sikre, at du ender med endnu sundere planter og træer. Så det er slet ikke for tidligt at gå i gang med eksempelvis at bestille hækplanter, som du selv kan plante i oktober eller november – eller bestille en professionel gartner til at plante hæk for dig.
Samtidigt er september perfekt, når det kommer til at samle frø fra dine yndlingsblomster, du ønsker at bruge næste år. Opbevar frøene et tørt og køligt sted i en forseglet pose eller æske. Det er vigtigt, at dine frø ikke får fugt.
Vær med til Havens dag i september
Havens dag afholdes hvert år den anden søndag i september. Denne dag sætter gang i plantesæsonen, hvor planteskoler og havecentre har et stort udvalg af planter m.m. Det er derfor en god idé at gå i gang med at plante nyt i september samt resten af efteråret.
På denne dag bliver det gjort klart, at der stadig er masser at lave i haven i september samt i løbet af efteråret. Dagen sætter desuden fokus på naturens diversitet og øget frodighed. Der skal være plads til både mennesker og dyr. Det skal ikke kun været et sted, der bliver passet og plejet, men også bliver nydt.
Havens dag er en perfekt dag at tage i et havecenter eller på en planteskole. Du vil desuden finde flere udstillinger, demonstrationer og gode tilbud, så det er værd at tage et kig, inden du går i haven.
Andre gode tips til haven i september
Hvis du ikke allerede har gjort det, så sæt frostfølsomme planter ind i dit drivhus eller skur for at beskytte dem mod frost. Har du ikke et drivhus, kan du tage dem indenfor i stedet.
Nogle planter kan kræve en beskæring, før du sætter dem ind, hvis de er vækstet en del i løbet af sommermånederne. Vand planterne sparsomt og sørg for, at der er fugt i dit drivhus. Det kan du eksempelvis gøre ved at vande gulvet.
I september er det ligeledes sidste chance for at beskære blødere samt træer med stenfrugter såsom birk, kirsebær, blomme og valnød. Træer får nemlig nemt svampesygdomme, hvis de beskæres i vintermånederne, mens blødere vil tabe en del saft, hvis de beskæres på andre tidspunkter af året.
Sidst men ikke mindst kan du gå i gang med at planlægge din havekalender for resten af året. Inden du går i gang med at plante for meget, kan du lave skitser, tegninger og skrive ned i din havekalender, hvad der fungerede og ikke fungerede, så du kan huske det til næste år.